Logbog over handler i Peters aktieportefølje

Aktuelle aktier i porteføljen:

Ambu
23-12-2025. Er ny i porteføljen. Købes til kurs 88 kr. Er i teknisk nedtrend, men handles ved denne status og nuværende estimater til ventet P/E for 2026 på kun 25. Jeg venter en CAGR i omsætningen de næste 3 år på 13,2%, mens jeg venter 23-24% målt ved EPS grundet øgede marginer. Baseret på disse estimater for EPS 2026, 2027 og 2028; 2,64 og 3,51 og 4,39. Det er der ikke mange virksomheder, der kan præstere. Aktien er nummer 3 blandt de mest stigende aktier de sidste 20 år. Jeg køber den for Frie midler, og tanken er at holde den Lang. Kommer kursen under 75 kr. på disse præmisser, er noget galt, og jeg vil overveje at sælge. Ændres præmisser må jeg foretage ny vurdering. 

Matas
23-12-2025. Er ny i porteføljen. Købes til 124 kr. Vi skriver her: Et nyt Matas er skabt. Fremtiden ser markant mere gunstig ud end ved gamle Matas. De sidste år har Matas været gennem en mindre transformation i det ellers lidt kedelige og forudsigelige lavvækstselskab. Ny ledelse, ny strategi, fokus på online salg, fokus på robotlager, udvidet sortiment, en række opkøb og med købet af Kicks i 2023 er Matas et attraktivt langsigtet køb. Kursen er nu underdrejet efter meddelelsen om, at den succesfulde direktør skal noget andet. Ny direktør er fundet, men markedet vil lære den nye direktør at kende. Men det er nu, at de økonomiske gevinster ved det nye Matas vil vise sig. Ifølge vores beregninger og estimater er CAGR i EPS de næste 2 år inklusive udbytter ca. 32%. Det er voldsomt meget. Ventet P/E er for 2025, 2026 og 2027  ca. 13,62 og 8,36 og 7,10. Det er ekstremt billigt. Men der er teknisk nedtrend nu. Enten fordi markedet tager fejl. Eller fordi væksten ikke holder ifølge mine estimater. Eller noget andet, vil vise sig. Derfor har jeg sat en Stop Loss på 105 kr. Falder kursen derned, er det fordi, at noget er galt.
16-01-2026. Matas har nedjusteret. Se vores kommentar. Den oprindelige præmis er derfor reduceret. Det er ifølge min opfattelse ved denne status fortsat stort potentiale de næste 2-3 år. Aktien er ud fra vækstpræmissen særdeles billigt prissat. Men momentum op er væk. Jeg fik ikke solgt til stoploss 105 kr. Der er store shortpositioner i Matas. Jeg afventer, at salgspresset er overstået, og tænker lige nu, at jeg formentlig vil sælge omkring kurs 105 eller 110 kr. Hvis den forbliver under 100 kr.,  må jeg finde tidspunkt at komme ud, før tabet bliver større. 

NTG
23-12-2025. Er ny i porteføljen. Købes til 189 kr. NTG et transportselskab med høj vækst grundet 35 opkøb siden 2011. NTG er ifølge min opfattelse en mini DSV og en asset-light speditør. Man har et erklæret mål om at blive en af Europas førende transportvirksomheder. Siden børsnoteringen er man i forhold til sine konkurrenter vokset relativt voldsomt. Målt ved omsætningen var man i 2019 under top 50. I dag er man blandt top 15, og med de seneste opkøb formentlig i niveauet top 10. Væksten er derfor høj. Den årlige gennemsnitlige vækst, CAGR, målt ved omsætningen i perioden 2015-2025 er hele 21%. Målt ved EBIT, driftsresultatet før renter, er CARG hele 26%. Det er ganske imponerende højt det her. Aktien er ved denne status dog i teknisk nedtrend og er meget konjunkturfølsom. Jeg køber den på en præmis om bedre tider de næste år og EPS estimater for 2025, 2026, 2027 på 10,75, 17,79 og 22,11.Det giver en ventet P/E på 17,37, 10,50 og 8,45, men kommer der ikke bedre tider, så holder disse præmisser ikke. Derfor har jeg sat en Stop Loss på 160 kr. 

Novo Nordisk
31-12-2025. Er købt contrarian ad flere omgange i løbet af 2025. Præmissen var, at de negative røster fra specielt analytikere fra USA var for overdrevne, samt at jeg havde en optimistisk opfattelse af pipeline og vækstmuligheder for Novo fremadrettet. Men det er endnu ikke lykkes for Novo at stoppe kopisterne, og Novo har Trump-administrationen mod sig. De er blevet tvunget ind i prisaftaler med store nedsættelser. Ved denne status vurderer jeg estimater for omsætning og overskudsgrad som meget lidt valide. Ingen kender ventet forbrugeradfærd på nye lavere priser og nye produkter hen over årene 2026 og 2027. Vil produkterne udvide markedet, eller vil de kannibalisere de nuværende. Hvad bliver de nye volumer. Hvordan fordeles konkurrencen. Hvad bliver ventet forbrugeradfærd i de lande, hvor patenter udløber. Væksten kan være væk, eller den vil stige markant. Jeg venter derfor usikkerhed om kurspotentialet i lang tid, og hvor det hele tiden vil ændre sig. Jeg beholder dog indtil videre mine Novo-aktier. Min beslutning er nok mest baseret på følelser.

Historiske aktier i porteføljen

DFDS
23-12-2025. Sælges til kurs 95 kr. og et stort tab realiseres. Aktien burde være solgt, før det store tab udviklede sig. Jeg var for fokuseret på et gigantisk forretningsmæssigt potentiale ved gode tider og de tidligere præmisser, men gode tider kom ikke. DFDS er ved denne status fortsat kursmæssigt underdrejet og volumer er endnu ikke på vej op. Det er tid, til at få ryddet op, og jeg siger på gensyn til DFDS.